Langers Skarpe Aktietips

Coronakrakket overgår nu aktiekrakket i 1929:
Den seneste måneds dramatiske aktienedtur på det danske og de internationale aktiemarkeder har nu udviklet sig til at være mere negativt end aktiekrakket i 1929. Altså den første forvarsel på The Great Depression, der sendte millioner i arbejdsløshed og gav flere års krise i verdensøkonomien. Som det fremgår af denne graf har den seneste nedtur været hurtigere end i 1929, og vi er ikke så langt fra også at tangere aktiekrakket i 1987, som står som en anden historisk skelpæl.

Selvom aktienedturen denne gang altså kan matche de to tidligere værste økonomiske kriser de seneste 100 år, er der dog mange ting, som ikke ligner:

For det første har vi i dag i de fleste vestlige lande et økonomisk sikkerhedsnet, som sikrer, at de mange arbejdsløse, som må forventes, fortsat kan klare sig rimeligt økonomisk.

For det andet har centralbankerne været meget hurtige til at træde på speederen med redningspakker, og der kan være meget mere på vej, hvis det er nødvendigt. Eksempelvis opkøb direkte i aktiemarkedet. Staterne kan holde hånden økonomisk under samfundet, og det er også det vi ser i massivt omfang herhjemme. Endelig er der mulighed for, at staterne, som i USA, simpelthen sætter ekstra penge direkte ind på borgernes bankbøger.

Der er ingen tvivl om, at vi står i en ekstremt alvorlig situation, også på de finansielle markeder, som de seneste uger i realiteten har været ved at brænde sammen på grund af store kursspænd, manglende likviditet også på verdens største obligationsmarked i USA, tvangssalg fra gearede hedgefonde, algoritmehandel, udsalg fra indeksfonde og et meget unormalt risikobillede.

Mange store investorer har således forfulgt strategier, hvor de har haft 60 procent aktier og 40 procent obligationer, hvor en vigtig del af risikostrategien har været de normale korrelationer mellem aktier og obligationer: Normalt vil obligationskurserne stige, når aktierne falder. Det har bare ikke holdt stik de seneste uger. Slet ikke. Og guldpriserne har også været faldende, selvom de ret bestemt skulle stige på grund af deres sædvanlige sikker-havn status.

Centralbankernes mange indgreb for at skabe mere ro på de finansielle markeder ser i første omgang ud til at virke, sådan da, for det amerikanske aktiemarked dykkede lige pludselig igen fire procent hen mod lukketid fredag aften. Så der er mere uro forude.

Da denne analyse blev skrevet færdig lørdag kl. 9:30, var den tyske DAX future allerede siden luk fredag aften faldet knap to procent, og det tyske indeks tangerer nu det vigtige pejlemærke i 8.400, som vi har holdt øje med de seneste to uger.

Så aktiemarkederne står igen foran en meget urolig uge, hvor det sikkert starter med store minusser mandag formiddag. Men vi forventer, at der i løbet af ugen kommer mere ro på, uden at vi dog kan være sikre på noget som helst.

Og så husk også: Det er vigtigt at holde fast i, at det er sandsynligt, at det meste er overstået om et par måneder, i hvert fald hvis man skal tage udgangspunkt i de kinesiske erfaringer med inddæmning af smitten. Og de store internationale finanshuse venter da også en massiv positiv vækst igen i 3. kvartal eller i hvert fald i 4. kvartal, efter et 2. kvartal, som nok bliver det største minuskvartal i dette århundrede.