Langers Skarpe: Aktiemarkeder foran højrisikoperiode

søndag 21. marts 2021 kl. 18:21
af Aktieugebrevet Invest

Vi vil endnu ikke dømme nedtur på aktiemarkederne. Men det er helt klart, at risikoen på aktiemarkederne de seneste uger har taget et kæmpe spring opad. Der er tydeligvis øget nervøsitet om, hvad de stigende obligationsrenter kommer til at betyde for de finansielle markeder og makroøkonomien. Eksempelvis har den amerikanske 10-årige statsobligationsrente nu ikke blot passeret det tidligere pejlemærke i 1,5 procent, som nogle finanshuse angav som the turning point. Altså hvor balancen mellem aktier og obligationer ville vende. Den ramte fredag aften 1,75 procent.

Obligationsrenten er altså løbet opad langt hurtigere, end de fleste havde forventet. Og nu er de finansielle markeder i en situation, hvor de højere renter skal fordøjes. Der skal ske en tilpasning til de nye forhold, som sikkert ligger forude. Højere inflation, højere finansieringsrenter for erhvervslivet og boligrenter for boligejerne – og på den korte bane måske vigtigst: Balancen mellem obligationer og aktier kan være ved at vende. Det skyldes, at den løbende obligationsrente nu kan konkurrere med de effektive udbytteafkast på aktiemarkedet, hvor der også er øgede risici for kursfald.

Vi siger ikke, at man skal løbe skrigende væk fra aktiemarkedet – endnu. Men man skal virkelig holde øje med, hvad der sker på markederne. Hvis – og når – de store kursfald kommer, er det ikke en god løsning blot at lukke øjnene og håbe på at problemerne forsvinder igen af sig selv. For hvis nedturen for alvor starter denne gang, kan det meget vel bunde i nogle fundamentale drivkræfter, altså stigende obligationsrenter, som ikke bare forsvinder, og der vil næppe være tale om en kortsigtet psykologisk betinget korrektion nedad, som vi har set tidligere. Altså hvor aktierne hurtigt er vendt opad igen.

I virkeligheden skal man kigge på, hvad der sker på råvaremarkederne, da stigende priser her senere vil sætte sig i stigende inflation. Og det er lige netop problemet: Vi har over en periode set kraftige prisstigninger i energi, fødevarer og metaller. Fortsætter priserne op her, så står vi foran en 10- årig gamechanger på aktiemarkederne, hvor man som investor skal til at tænke helt anderledes. Hvad sker der med sektorrotationen på det europæiske aktiemarked? Vi har i længere tid hældt til, at man skulle være tungt vægtet i industri og banker. Og det har været en ganske god for retning.

Til gengæld har europæiske health care aktier klaret sig ringe. Men der er nu signaler på, at billedet er ved at vende. De seneste handelsdage er investorerne vendt tilbage til health care, og hvis det fortsætter, vil det være godt for det health care tunge danske aktiemarked. Til gengæld klarer europæiske bank- og industriaktier sig rigtigt dårligt fredag. Vi vil følge med i, om de ændrede dynamikker bider sig fast, eller om det blot var en engangsforestilling.

I hvert fald kan højere råvarepriser og højere obligationsrenter let gå ud over den økonomiske vækst, og det vil også påvirke forventningerne til industriselskaber og bankerne negativt.

Økonomisk Ugebrevs Portefølje har nu plusafkast for i år: Porteføljen har siden årsskiftet ligget en smule efter de danske benchmark indeks, Copenhagen Benchmark og MSCI Denmark. I denne uge spurtede vi forbi det danske aktieindeks, og vores afkast for året er nu plus 1,4 procent. Ikke prangende, men pænt bedre end MSCI Danmark på minus 3,2 procent.

Vi har kørt med en relativt forsigtig tilgang til aktiemarkederne, dels med flere turn around aktier, hvor man som regel skal være tålmodig, og dels med ca. en fjerdedel af kapitalen kontant. Vi synes faktisk, at det har været et svært aktieår, hvor det også har været vanskeligt at følge det danske indeks. En stor del af de store danske solide aktier har ikke klaret sig særligt godt i 2021.

Så man har skullet ramme rigtigt på få udvalgte store aktier, hvis man altså kører udenom mere højrisiko småaktier, som vi gør. Som eksempel på det meget selektive marked kan nævnes, at følgende aktier ligger i minus i forhold til årets start: Vestas (minus 22%), Chr. Hansen (minus 11 %), Genmab (minus 16%), Ørsted (minus 21%), Netcompany (minus 6%) og Pandora (0%). Af de store danske aktier er vinderne: Carlsberg (+18%), DSV (+16%) og Danske Bank (+22%). Så det har altså været let at gå galt i byen. Og vi forventer bestemt ikke, at det bliver lettere herfra. Men vi følger markederne på daglig basis, og når vi ser yderligere advarselssignaler, vil vi reducere aktievægten i Økonomisk Ugebrevs Portefølje, hvor vores læsere får SMS og mail om aktuelle køb og salg, samtidig med at de gennemføres.

Så vi søger at sikre, at Porteføljen kan efterlignes af vores læsere, med stort set samme handelspriser, som noteres i den løbende opdaterede webbaserede porteføljeoversigt på trader.ugebrev.dk.

Seneste indlæg

11/03/2023
Langers Skarpe – Bankstress rammer aktiemarkederne med en forhammer
Hidtil har der ikke været store negative effekter på de finansielle virksomheder af de stigende obligationsrenter. Men det skete i den grad torsdag og …
04/03/2023
Langers Skarpe – Har jeg fuldstændig fejllæst markedet?
Svaret på dette lidt selvdestruerende spørgsmål er: ja, i hvert fald siden jeg skrev min aktiekommentar for en uge siden. Med de stigende renter …
25/02/2023
Langers Skarpe – Så kom inflationsfrygten for alvor tilbage
Vi skrev allerede for en uge siden på denne plads, at aktiemarkederne igen var på vej mod mere turbulente tider. Inflationen tikker uden tvivl …
18/02/2023
Langers Skarpe – Finansmarkederne på vej ud i ny turbulens
Signalerne, der har styret finansmarkederne de seneste måneder, er nu under hastig forandring. Konsensus har været, at inflationen var på vej ned, og at …
11/02/2023
Langers Skarpe – Risikoindikatorer skifter fra grønt til gult
Aktiemarkederne er tydeligvis udmattede efter en hæsblæsende januar med solide kursstig­ninger. I første omgang opfatter vi det kun som gevinsthjemtagning hos de investorer, som …
04/02/2023
Langers Skarpe – Efter aktiefest: Maven siger sælg, hovedet siger behold
Januar sluttede med en buldrende aktiefest for cykliske aktier og vækstaktier, især tech. Med de seneste meldinger fra centralbankerne ligger det fast, at der …