Langers Skarpe – Efter aktiefest: Maven siger sælg, hovedet siger behold

lørdag 04. februar 2023 kl. 13:11
af Aktieugebrevet Invest

Januar sluttede med en buldrende aktiefest for cykliske aktier og vækstaktier, især tech. Med de seneste meldinger fra centralbankerne ligger det fast, at der kommer flere renteforhøjelser fra ECB og FED, og måske flere end forventet. Men markedet har stadig en stålsat tro på, at forhøjelserne lakker mod enden.

Så umiddelbart skulle man tro, at den del af historien var en done deal.

Men i de seneste dage er der kommet flere økonomiske data, som skaber et totalt mudret billede af, hvad der sker særligt i amerikansk økonomi. Nøgletallene stikker i alle retninger, så det næsten er umuligt at sige noget klart om, hvorvidt de vestlige økonomier er på vej mod en hård økonomisk opbremsning eller en ny overophedning.

Forvirringen opstår, fordi nogle af de ledende indikatorer peger nedad bakke for USA’s økonomi. Det drejer sig blandt andet om S&P Globals erhvervstillidsmåling, der indikerer markant opbremsning.

Modsat kom der fredag data for erhvervstilliden fra ISM for den amerikanske serviceindustri, som viser ny stærk fremgang for amerikansk økonomi, og som nærmest i vanvittig grad overskød markedsforventningen.

Endelig chokerede nye data for beskæftigelsen i USA: Der kom over en halv mio. nye jobs, mod forventningen på halvdelen. Arbejdsløshedsprocenten faldt til 3,4 pct. fra 3,5 pct. Men bag tallene ligger, at der kom markant flere sorte (ofte lavtlønnede) i arbejde, og det var deltidsarbejde på grund af økonomiske årsager. Mens arbejdsløsheden blandt hvide, asiater og hispanic steg. Samtidig blev en stor del af de nye jobs skabt indenfor sundhed, undervisning og fritid.

Samlet set tyder det altså ikke på, at vi er på vej mod overophedning af USA’s økonomi, men der er bestemt heller ikke udsigt til en dyb recession på den korte bane. Der er altså en betydelig robusthed i amerikansk økonomi, og det viser de seneste indikatorer også for europæisk økonomi.

Det betyder dog ikke, at rentemarkedet ikke har reageret på de seneste signaler: Forventningen til 2-3 renteforhøjelser mere herfra er nu markant større end for en uge siden.

De ændrede renteforventninger er også forklaringen på den sektorrotation, vi så fredag – og som muligvis vil fortsætte de næste uger. Der var ny styrke til stabile defensive healthcare aktier, hvilket løftede blandt andet de store danske farmanavne som Novo Nordisk, Bavarian og Genmab.

Modsat fik de cykliske aktier og vækstaktierne kurshug. Tech og Nasdaq blev sat godt og grundigt ned, blandt andet også danske cBrain og Netcompany. Og de store danske cykliske aktier blev også ramt af kursminusser. Blandt andet FLSmidth, Pandora og Rockwool.

Forrygende uge for ØU’s portefølje
Ligesom på de øvrige aktiemarkeder har det været en forrygende uge for Økonomisk Ugebrevs Portefølje, der nu har leveret et afkast på 8,6 pct. i år. Det placerer porteføljen – og investeringsfonden ØU Invest – blandt de bedste performere blandt investeringsforeninger med danske aktier. C25 indeks ligger aktuelt på knap 4 pct. i afkast i år.

Vi står nu i en situation, hvor vi rationelt godt kan se aktiemarkederne fortsætte op. Makroøkonomierne ser ud til at balancere mellem nedtur og ophedning, og det er i virkeligheden den bedste af alle verdener for aktierne lige nu.

På den anden side har aktiemarkederne siden nytår kørt lige lovlig hurtigt opad, og noget af energien bag det voldsomme aktierally, især i tech, har været drevet af en historisk short squeeze, hvor shortspekulanter har været tvunget til at genkøbe deres shortaktier for ikke at blive kørt over.

Så der er noget markedsdynamik under overfladen, som kan give nogle store ryk ned og op. Mange investorer, både professionelle og private, som har været med op siden oktober, kan godt være ansporet til nu at hjemtage nogle gevinster. Sådan har vi det i hvert fald.

Så vi vil de næste uger kigge efter rationelle “undskyldninger” for at begynde at hjemtage nogle gevinster i det små. Lige nu ser vi i porteføljen en god balance mellem forsigtige defensive aktier og mere risky-vækst og cykliske aktier

Morten W. Langer

Seneste indlæg

11/03/2023
Langers Skarpe – Bankstress rammer aktiemarkederne med en forhammer
Hidtil har der ikke været store negative effekter på de finansielle virksomheder af de stigende obligationsrenter. Men det skete i den grad torsdag og …
04/03/2023
Langers Skarpe – Har jeg fuldstændig fejllæst markedet?
Svaret på dette lidt selvdestruerende spørgsmål er: ja, i hvert fald siden jeg skrev min aktiekommentar for en uge siden. Med de stigende renter …
25/02/2023
Langers Skarpe – Så kom inflationsfrygten for alvor tilbage
Vi skrev allerede for en uge siden på denne plads, at aktiemarkederne igen var på vej mod mere turbulente tider. Inflationen tikker uden tvivl …
18/02/2023
Langers Skarpe – Finansmarkederne på vej ud i ny turbulens
Signalerne, der har styret finansmarkederne de seneste måneder, er nu under hastig forandring. Konsensus har været, at inflationen var på vej ned, og at …
11/02/2023
Langers Skarpe – Risikoindikatorer skifter fra grønt til gult
Aktiemarkederne er tydeligvis udmattede efter en hæsblæsende januar med solide kursstig­ninger. I første omgang opfatter vi det kun som gevinsthjemtagning hos de investorer, som …
04/02/2023
Langers Skarpe – Efter aktiefest: Maven siger sælg, hovedet siger behold
Januar sluttede med en buldrende aktiefest for cykliske aktier og vækstaktier, især tech. Med de seneste meldinger fra centralbankerne ligger det fast, at der …