Langers Skarpe: Investorerne er i ”vent og se”-mode

søndag 04. juli 2021 kl. 10:00
af Aktieugebrevet Invest

På det seneste har omsætningen på aktiemarkederne været historisk lav. Alle holder vejret og håber på fortsatte stigninger. I hvert fald er der ikke stor lyst til at sælge ud, for hvor skal man så placere sine penge? Men der sker lidt mere, når man kigger ind under overfladen. Rotationen ind i teknologi og health care fortsætter, og især finansielle aktier har på det seneste vist svaghedstegn. Amerikanske aktier drives frem i nye daglige historiske rekorder, baseret på fremgang i teknologi.

Til gengæld kører de europæiske aktier i en sidelæns bevægelse, men med samme rotation som de amerikanske aktier. Særligt de amerikanske teknologiaktier har på det seneste klaret sig forrygende. Især for de store teknologiaktier Facebook, Amazon, Netflix og Google (FANG) står vi ved et vigtigt pejlemærke: Nemlig det toppunkt, som bigtech nåede i februar, og som de ikke har formået at bryde siden.

Der har siden været to store korrektionen i FANG-indeks. De seneste fire handelsdage har FANG-aktierne testet den tidligere top, og hvis vi får et brud, tror vi, at der er meget mere på vej. Momentum i markedet synes at understøtte det positive scenarie. For de europæiske aktiemarkeder, som ikke er nær så techtunge, ligner det mere en sidelæns bevægelse. Her er der en rotation ud af banker, mens industriaktierne også begynder at vise svaghed. Største negative korrektion udsættes de europæiske bankaktier for, og udviklingen har den seneste måned været så negativ, at optrenden i bankaktierne i 2021 nu er ved at blive brudt.

Til gengæld kører health care aktier for tiden rigtig flot, og det har været med til at understøtte det meget healthcare-tunge danske Large cap indeks. Umiddelbart ser vi flere stigninger her på den korte bane. Sektorrotationen styres af et ændret makroøkonomisk billede. Markederne synes nu at sende os ændrede signaler om det makroøkonomiske billede. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at rentemarkederne er vendt fuldstændigt om.

Både de helt korte og de lange obligationsrenter er begyndt at tippe nedad, og det er et meget vigtigt signal. Vi ser det som en klar fortælling fra markedet om, at genåbningsoverophedningen er ved at aftage, og at både den økonomiske vækst og inflationen de kommende måneder vil vise en langt mere afdæmpet udvikling. Den amerikanske forward inflation er allerede faldet en del, og eksempelvis kobberpriserne er også korrigeret en del tilbage.

Lige netop dette miljø er det bedste, der kan ske for teknologiaktierne, men også for healthcare. På den lidt længere bane tager det også lidt af frygten ud af markedet for, at centralbankerne begynder at stramme hårdt op, og det har på det seneste taget toppen af det såkaldte aktiekrakindeks, skew. Vi vurderer dog fortsat, at aktiemarkederne generelt er hysterisk overvurderet, og værdiansættelserne langt hen ad vejen baseret på centralbankernes planøkonomiske stimulanser, som skal fjernes eller nedtones før eller siden. Det bliver som at tage den daglige dosis heroin fra en junkie: Det bliver ikke kønt.

Men i første omgang er der god mulighed for, at markedet vil ånde lettet op, fordi inflationsforventningerne stille og roligt er på vej nedad.

Ugens danske vindere og tabere: NTG, ISS, NKT, STG og Matas toppede. I den forgange uge var det særligt udvalgte aktiehistorier, der trak fra. NTG kom med endnu en opjustering, og ISS blev antageligt løftet frem af de seneste ugers positive nyheder, der får de store shortfonde til at ryste på hånden. De skal opkøbe ISS-aktier for at komme ud af deres positioner. I forlængelse af sektorrotationen gav Global Clean Energy indeks endnu et købssignal, og det løftede både Vestas og Ørsted frem. Ikke overraskende blev Netcompany trukket frem af rotationen mod teknologi, og de store health care selskaber klarede sig også flot.

Blandt andet Novo, Lundbeck, Coloplast og ALK gik solidt fremad. Til gengæld gik de fleste bankaktier tilbage, men slet ikke i samme omfang som i det øvrige Europa. Som vi tidligere har skrevet, er der udsigt til nogle gode kvartaler for de danske banker, ikke mindst fordi der med stor sikkerhed bliver mulighed for at tilbageføre de tidligere corona-relaterede hensættelser fra sidste år som indtægter i regnskabet i år. Minusrenterne på private bankkunderne bankindlån vil også slå yderligere igennem på top- og bundlinjer i regnskaberne, så alt i alt er der udsigt til nogle rigtig gode 2. kvartalsregnskaber

Seneste indlæg

11/03/2023
Langers Skarpe – Bankstress rammer aktiemarkederne med en forhammer
Hidtil har der ikke været store negative effekter på de finansielle virksomheder af de stigende obligationsrenter. Men det skete i den grad torsdag og …
04/03/2023
Langers Skarpe – Har jeg fuldstændig fejllæst markedet?
Svaret på dette lidt selvdestruerende spørgsmål er: ja, i hvert fald siden jeg skrev min aktiekommentar for en uge siden. Med de stigende renter …
25/02/2023
Langers Skarpe – Så kom inflationsfrygten for alvor tilbage
Vi skrev allerede for en uge siden på denne plads, at aktiemarkederne igen var på vej mod mere turbulente tider. Inflationen tikker uden tvivl …
18/02/2023
Langers Skarpe – Finansmarkederne på vej ud i ny turbulens
Signalerne, der har styret finansmarkederne de seneste måneder, er nu under hastig forandring. Konsensus har været, at inflationen var på vej ned, og at …
11/02/2023
Langers Skarpe – Risikoindikatorer skifter fra grønt til gult
Aktiemarkederne er tydeligvis udmattede efter en hæsblæsende januar med solide kursstig­ninger. I første omgang opfatter vi det kun som gevinsthjemtagning hos de investorer, som …
04/02/2023
Langers Skarpe – Efter aktiefest: Maven siger sælg, hovedet siger behold
Januar sluttede med en buldrende aktiefest for cykliske aktier og vækstaktier, især tech. Med de seneste meldinger fra centralbankerne ligger det fast, at der …