Langers Skarpe: Nu går virkeligheden op for markedet

søndag 26. september 2021 kl. 19:09
af Aktieugebrevet Invest

Vi har nu fået den amerikanske centralbanks ord for, at den snart vil begynde at skrue ned for de månedlige enorme obligationsopkøb, som har været med til at holde de lange renter nede. De seneste dage har vi set, at markedet begynder at vågne op til den nye virkelighed. Både de korte amerikanske renter og de lange obligationsrenter har taget en gevaldig tur opad de seneste dage, og vi forventer, at særligt de lange renter vil fortsætte med at stige de kommende måneder.

Det opadgående pres på obligationsrenterne forstærkes af fortsatte massive prisstigninger på råvarer og flaskehalse i logistikkæderne. De foreløbige flash PMI målinger for erhvervstilliden i Eurozonen og i USA taler deres tydelige sprog: Inputpriserne i erhvervslivet er markant stigende. Udviklingen understreges af fortsatte prisstigninger på råvarerne i CRB Raw Industrial indeks, på kobber – og også de amerikanske inflationsforventninger peger opad.

Hertil kommer, at knapheden på råvarer lægger en dæmper på den økonomiske vækst. Fortsætter denne udvikling, sammen med stigende råvarepriser, vil det betyde lavere overskud i de børsnoterede selskaber. Ifølge de senest indsamlede estimater fra europæiske aktieanalytikere ses der fortsat meget stærk overskudsvækst i både 3. og 4. kvartal, og analytikerne opjusterer nærmest uge for uge deres estimater.

Med andre ord synes der ikke være en stor tro på, at de højere råvarepriser og vigende vækst vil ramme virksomhedernes overskud. Hvordan vil aktiemarkedet reagere på disse udsigter? Op til rentemødet i den amerikanske centralbank oplevede vi nervøse og negative markeder. Da FED-chefen ikke udmeldte, at obligationsopkøbene ville blive neddroslet med det samme, udløste det et positiv comeback på aktiemarkederne. Men det er en positiv stemning på lånt tid, tror vi.

Aktuelt kan vi ikke se nogen som helst grund til, at aktiemarkederne skal meget højere op. Tværtimod er risikoen nedad markant stigende. Vi forventer ikke noget stort pludseligt kursfald. Men vi forventer sivende aktiemarkeder over de kommende måneder. Salgspres på Healthcare-aktier Med fortsat stigende renter er der stor sandsynlighed for, at de dyreste tech- og healthcare aktier vil blive sendt nedad.

Der er allerede et klart oplæg til, at de europæiske healthcare aktier nu vil blive udsat for et stigende sælgerpres. Også industriaktierne ser vi blive sat ned herfra, på grund af udsigten til vigende økonomisk vækst. De bedste kort på aktiemarkedet herfra skal efter vores vurdering findes i disse tre grupper: 1. Finansielle aktier, der bliver begunstiget af stigende obligationsrenten.2. Valueaktier, som er billige med positive udsigter og ikke alt for gældsatte. 3. Special cases, eksempelvis opkøbskandidater, selskaber med udsigt til opkøbssynergier, turn around cases og så de helt unikke og enestående væksthistorier, der er baseret på et markedsledende produkt.

Det er disse tre grupper, vi over de seneste måneder har omlagt til i Økonomisk Ugebrevs Portefølje (og dermed investeringsfonden AktieUgebrevet Invest). Ugens danske vindere og tabere Flere af ugens danske vindere har vi i porteføljen, blandt andet ViroGates og ChemoMetec. Begge aktier ser vi som special cases med gode muligheder for fortsatte markante kursstigninger. Også Vestas, Trifork og Jyske Bank klarede sig godt i den forgangne uge. I det hele tager er det nu for alvor på tide at vende blikket mod bankaktierne, som vil blive understøttet af stigende obligationsrenter. Generelt klarede bankaktierne sig godt i ugens løb, og selv Danske Bank synes nu at have overstået en nedadgående revurdering af kursen, afledt af stigende nervøsitet om, hvorvidt banken kan levere på 2024-målene. Det er nu meget tvivlsomt, og det er også indbygget i aktiekursen, at målet måske allerede justeres i det næste kvartalsregnskab. Morten W. Langer

Seneste indlæg

11/03/2023
Langers Skarpe – Bankstress rammer aktiemarkederne med en forhammer
Hidtil har der ikke været store negative effekter på de finansielle virksomheder af de stigende obligationsrenter. Men det skete i den grad torsdag og …
04/03/2023
Langers Skarpe – Har jeg fuldstændig fejllæst markedet?
Svaret på dette lidt selvdestruerende spørgsmål er: ja, i hvert fald siden jeg skrev min aktiekommentar for en uge siden. Med de stigende renter …
25/02/2023
Langers Skarpe – Så kom inflationsfrygten for alvor tilbage
Vi skrev allerede for en uge siden på denne plads, at aktiemarkederne igen var på vej mod mere turbulente tider. Inflationen tikker uden tvivl …
18/02/2023
Langers Skarpe – Finansmarkederne på vej ud i ny turbulens
Signalerne, der har styret finansmarkederne de seneste måneder, er nu under hastig forandring. Konsensus har været, at inflationen var på vej ned, og at …
11/02/2023
Langers Skarpe – Risikoindikatorer skifter fra grønt til gult
Aktiemarkederne er tydeligvis udmattede efter en hæsblæsende januar med solide kursstig­ninger. I første omgang opfatter vi det kun som gevinsthjemtagning hos de investorer, som …
04/02/2023
Langers Skarpe – Efter aktiefest: Maven siger sælg, hovedet siger behold
Januar sluttede med en buldrende aktiefest for cykliske aktier og vækstaktier, især tech. Med de seneste meldinger fra centralbankerne ligger det fast, at der …