Langers Skarpe: Ny nervøsitet på aktiemarkedet, hvor skal man søge ly for stigende obligationsrenter?

lørdag 01. maj 2021 kl. 19:04
af Aktieugebrevet Invest

 Euforien på de finansielle markeder er baseret på, at centralbankerne formår at holde de lange obligationsrenter nede. De vil holde hånden under de oppustede aktivpriser, og derfor skal man bare købe og købe. Men holder denne ligning også de næste måneder?

Vi har de seneste uger set de globale råvarepriser springe i vejret med rekordfart. De globale landbrugsvarer er steget 20 procent i pris de seneste tre uger. Kobberpriserne er steget 10 procent, og sådan er billedet hele vejen rundt. Hvis den tegning fortsætter, så er spørgsmålet, om vi fortsat kan have tillid til, at centralbankerne kan styre de finansielle markeder.

Vi er meget i tvivl.

I den forgange uge steg obligationsrenterne igen, og den toneangivende tiårige tyske statsrente steg op over toppen tilbage fra den 25. februar. Vi synes, at det ligner optrækket til, at det kan blive grimt. Men hvis obligationsrenterne igen falder tilbage, kommer der selvfølgelig igen ro på aktiemarkedet. Men lige nu ser vi stigende nervøsitet, med relativt solide tilbagefald fredag på de to vigtige aktiemarkeder, det tyske og det amerikanske (det danske marked holdt helligdagslukket).

Det dystre billede understøttes af en stribe aktuelle indikatorer: For det første er den amerikanske forward inflation steget til tæt på det højeste i otte år, og det går klart opad. For det andet bemærker vi, at de store amerikanske teknologiaktier de seneste handelsdage har aflagt meget stærke 1. kvartalsregnskaber. Alligevel dykkede teknologiaktierne markant fredag. For det tredje ser vi nu den amerikanske krakindikator, skew, igen er steget til et historisk højpunkt for omfanget af professionelle investorer, der tror på et markant aktiekursfald.

Vi har tidligere påvist, at en skew score på det aktuelle niveau ofte har været forvarsel for en stor aktienedtur. Og så bemærker vi i en parentes, at det generelle aktiemarked for tiden er det mest overkøbte i 15 år. Vores bundlinje er, at de professionelle investorer spejder efter den mindste lille undskyldning for at begynde at hjemtage profitter efter en mangeårig optur på aktiemarkederne.

Vi har i Økonomisk Ugebrevs Portefølje et stykke tid været en ”fuldt investeret bear”. Ja, det virker umiddelbart modsætningsfuldt. Men det er det ikke. Formuleringen dækker over, at vi godt ved, at vi misser en masse gevinster, mens aktieboblen vokser sig stadig større. Analytikere og porteføljeforvaltere i banker, investeringsfonde og pensionskasser har ikke turde tage skridtet ud af markedet, selvom mange nok synes, at det er pumpet hysterisk op. For de risikerer at miste deres job og forvaltningskapital, hvis de taber penge på at gå enegang.

Altså at være ude af markedet, mens det stiger. Det er meget mere acceptabelt at tabe penge, hvis alle de andre også gør det. Denne irrationelle logik betyder, at alle er med inde, og ingen vil sælge ud, før alle andre gør det. Derfor har vi også spillet med. Men vi er stærkt bekymret over de seneste ugers udvikling på de finansielle markeder.

I Økonomisk Ugebrevs Portefølje er vi så småt begyndt at skrue ned for den samlede aktierisiko. I første omgang afventer vi dog udviklingen på de finansielle markeder. Men vi hælder nok mere til at reducere yderligere, frem for at supplere op.

Ugens Danske vindere og Tabere: Bankerne går stærkt frem I lyset af de sivende obligationsrenter havde vi reduceret beholdningen af bankaktier i Porteføljen.

Men de fornyede stigninger i obligationsrenten i den forgangne uge har i den grad givet bankaktierne et boost. Sydbank steg 9 procent, og Spar Nord hoppede 7 procent frem. Og det er klart, at hvis obligationsrenterne fortsætter opturen, er bankerne et rigtig godt sted at være. Vi vil også kigge mere på forsikringsaktierne og transportaktierne.

Blandt andet Mærsk, DSV og DFDS har været supergode på det seneste. DSV’s imponerende kæmpeopkøb, hvor betalingen falder i DSV-aktier, varsler flere opkøb fremad efter samme model. DSV-aktier er blevet hård valuta, som sælgerne sikkert i mange tilfælde hellere vil have end kontanter. Fordi den endelige handelspris som regel bliver markant højere på grund af vedvarende kursstigninger i DSV-aktien.

Seneste indlæg

11/03/2023
Langers Skarpe – Bankstress rammer aktiemarkederne med en forhammer
Hidtil har der ikke været store negative effekter på de finansielle virksomheder af de stigende obligationsrenter. Men det skete i den grad torsdag og …
04/03/2023
Langers Skarpe – Har jeg fuldstændig fejllæst markedet?
Svaret på dette lidt selvdestruerende spørgsmål er: ja, i hvert fald siden jeg skrev min aktiekommentar for en uge siden. Med de stigende renter …
25/02/2023
Langers Skarpe – Så kom inflationsfrygten for alvor tilbage
Vi skrev allerede for en uge siden på denne plads, at aktiemarkederne igen var på vej mod mere turbulente tider. Inflationen tikker uden tvivl …
18/02/2023
Langers Skarpe – Finansmarkederne på vej ud i ny turbulens
Signalerne, der har styret finansmarkederne de seneste måneder, er nu under hastig forandring. Konsensus har været, at inflationen var på vej ned, og at …
11/02/2023
Langers Skarpe – Risikoindikatorer skifter fra grønt til gult
Aktiemarkederne er tydeligvis udmattede efter en hæsblæsende januar med solide kursstig­ninger. I første omgang opfatter vi det kun som gevinsthjemtagning hos de investorer, som …
04/02/2023
Langers Skarpe – Efter aktiefest: Maven siger sælg, hovedet siger behold
Januar sluttede med en buldrende aktiefest for cykliske aktier og vækstaktier, især tech. Med de seneste meldinger fra centralbankerne ligger det fast, at der …