Langers Skarpe – Så kom inflationsfrygten for alvor tilbage

lørdag 25. februar 2023 kl. 12:30
af Aktieugebrevet Invest

Vi skrev allerede for en uge siden på denne plads, at aktiemarkederne igen var på vej mod mere turbulente tider. Inflationen tikker uden tvivl opad igen, og det blev i denne uge genbekræftet af amerikanske data for forbrugerpriserne, hvor core PCE steg mere end ventet.

Også de forudgående meddelelser om erhvervstilliden viste, at virksomhedernes inputpriser og salgspriser fortsætter med at stige. Så hele historien om, at det generelle inflationsproblem er ved at forsvinde, bliver nu stadig mere tvivlsom.

Effekten af den ændrede historie om inflationen sætter sig fortsat i renterne, både de korte og lange renter. Eksempelvis den vigtige amerikanske 10-årige statsrente er nu siden starten af februar steget fra 3,4 procent til 3,95 procent. Også den europæiske statsrente er på vej op, men i et langt mere afdæmpet tempo.

Også de korte renter fortsætter med at stige, eksempelvis er statsrenten i Eurozonen sprunget fra 2,8 procent til 3,1 procent.

Scenarierne, vi beskrev i aktiestrategi-analysen for en uge siden, udfolder sig altså nu i fuldt flor: De stigende renter påvirker i den grad aktierne: Vi har et godt stykke tid skrevet, at bankaktierne kan blive årets helt store aktievindere.

De fortsat forhøjede korte renteforventninger betyder, at analytikerne nu halter bagefter med at opjustere deres estimater for bankaktierne, som igen i den forgangne uge levere plusser hele vejen rundt. Som vi skrev for en uge siden er vi i Økonomisk Ugebrevs Portefølje, og dermed investeringsfonden ØU Invest Balance, tungt lastet med bankaktier.

I den forgange uge var der solide plusser til blandt andet Danske Bank, Spar Nord, Nordea, Vestjysk Bank, Sydbank og Jyske bank i et ellers negativt generelt marked, som dykkede knap en procent.

Fredag, hvor inflationsnervøsitet for alvor ramte markedet, betød modsat kursfald til en stribe industriselskaber, som forventes presset på indtjeningen, når de øgede korte renter lægger en dæmper på makroøkonomien.

Nogle af ugens kurstabere var da også industri-relaterede selskaber som eksempelvis SP Group, Pandora, Carlsberg, Vestas og Rockwool.

Endnu mere synligt var det, at investorerne nu er begyndt at sælge ud af de tech-relaterede selskaber. Allerede i forrige uge solgte vi i ØU’s Portefølje vores poster i Ambu og cBrain. Ikke fordi vi ikke tror på de to selskaber. Men fordi det er sandsynligt, at de begge nu rammes af en sektorrotation ud af tech.

Ambu dykkede i ugen fire procent, og cBrain faldt otte procent. Også RTX, SimCorp og Netcompany blev sat ned i kurs.

Ovenstående er et øjebliksbillede af de vigtigste drivkræfter på aktiemarkedet. Overordnet trækker det mod stigende inflation – og stigende renter, og det vil skabe forøget nervøsitet. Men det hele kan også vende positivt på en tallerken, hvis opfattelsen i markedet alligevel tror på faldende inflation og faldende renter.

Vi forventer, at aktiemarkedet vil føle sig frem den kommende tid, og vi tror ikke på et pludseligt kæmpestort kursfald. Vi forventer, at der vil komme justeringer i markedet baseret på nye oplysninger om, hvor vi er på vej hen. Og der er naturligvis nogle pejlemærker, vi vil holde meget øje med.

For det første viser det tekniske billede fortsat en up trend, især for europæiske aktier. Den vigtige S&P future og Nasdaq indeks står lige over det vigtige lange 200 dages glidende gennemsnit. Og et brud ned gennem pejlemærkerne kan udløse mere nervøsitet.

Til gengæld har europæiske aktier på det seneste vist stor soliditet, blandt andet fordi europæiske aktier er betydeligt billigere end amerikanske aktier. Men de europæiske aktier står lige ved en langsigtet stigende trendlinje, hvor brud ned vil udløse et større udsalg.

For det andet er det vigtigt at holde fast i, at både amerikansk og europæisk økonomi på det seneste har udvist en overraskende god styrke. Og det kan udmærket godt være, at det vil fortsætte på trods af stigende korte renter. Lige nu tror markedet på mange flere renteforhøjelser fra centralbankerne, og det giver i bund og grund anledning til nervøsitet.

Rationalet er, at inflationen først kommer rigtigt under kontrol, når makroøkonomien bremser op. Og med endnu højere korte renter er frygten, at det giver en alt for hård opbremsning.  Og med højere korte renter bliver det stadigt vanskeligere at se en ”blød landing” – frem for en hård landing. Og det kan meget vel være den historie, som kommer til at drive aktiemarkedet herfra.

Netop derfor har vi i Økonomisk Ugebrevs Portefølje ændret vægten mod finans og stabil health care på bekostning af de sektorer, som kan blive ramt negativt. I den børsnoterede investeringsfond ØU Invest er årets afkast aktuelt 6,1 procent i forhold til C25-indeks på 4,2 procent.

Falder de lange støttelinjer, vil vi overveje at reducere yderligere i de få tech-relaterede aktier og industriaktier, vi har tilbage. Det vil samlet set give en meget robust portefølje.

Morten W. Langer

Seneste indlæg

11/03/2023
Langers Skarpe – Bankstress rammer aktiemarkederne med en forhammer
Hidtil har der ikke været store negative effekter på de finansielle virksomheder af de stigende obligationsrenter. Men det skete i den grad torsdag og …
04/03/2023
Langers Skarpe – Har jeg fuldstændig fejllæst markedet?
Svaret på dette lidt selvdestruerende spørgsmål er: ja, i hvert fald siden jeg skrev min aktiekommentar for en uge siden. Med de stigende renter …
25/02/2023
Langers Skarpe – Så kom inflationsfrygten for alvor tilbage
Vi skrev allerede for en uge siden på denne plads, at aktiemarkederne igen var på vej mod mere turbulente tider. Inflationen tikker uden tvivl …
18/02/2023
Langers Skarpe – Finansmarkederne på vej ud i ny turbulens
Signalerne, der har styret finansmarkederne de seneste måneder, er nu under hastig forandring. Konsensus har været, at inflationen var på vej ned, og at …
11/02/2023
Langers Skarpe – Risikoindikatorer skifter fra grønt til gult
Aktiemarkederne er tydeligvis udmattede efter en hæsblæsende januar med solide kursstig­ninger. I første omgang opfatter vi det kun som gevinsthjemtagning hos de investorer, som …
04/02/2023
Langers Skarpe – Efter aktiefest: Maven siger sælg, hovedet siger behold
Januar sluttede med en buldrende aktiefest for cykliske aktier og vækstaktier, især tech. Med de seneste meldinger fra centralbankerne ligger det fast, at der …