Langers Skarpe: Det ligner stadig en Goldilock på aktiemarkedet

søndag 09. april 2023 kl. 15:21
af Aktieugebrevet Invest

I gennemgangen af udsigterne for aktiemarkedet for en uge side, skrev jeg, at det begyndte at ligne en Goldilock-situation. Altså hvor det makroøkonomiske billede er præget af moderat eller stabil økonomisk vækst på den ene side, og en vigende eller lav inflation på den anden side. Det er en ønskesituation for aktierne.

Over de seneste måneder har pendulet svinget mellem ”for” høje inflationsforventninger (og udsigt til fortsatte massive renteforhøjelser fra centralbankernes side) – og på det seneste øget nervøsitet for en hård økonomisk opbremsning og recession.

Over de seneste 3-4 uger har signalerne hoppet op og ned, så der har god grund til at blive rundforvirret over, hvad der egentlig sker, og hvad der ligger forude.

Blandt andet tyder data for erhvervstilliden fra ISM på, at amerikansk økonomi er på vej mod en markant opbremsning. Men i fredags kom så data for nye jobs, som landede på 239.000 mod forventet 236.000, svarende til et fald fra 326.000 i februar. Til gengæld faldt arbejdsløsheden også en smule til 3,5 procent.

Rentemarkedet tog mod de nye data ved at øge sandsynligheden for en renteforhøjelse til næste rentemøde den 3. maj i den amerikanske centralbank fra 48 procent til 71 procent. På den lidt længere bane ses for rentemødet i september sandsynligheden for en rentesænkning på 48 procent mod tidligere 55 procent.

Med til at holde forventningerne til den første rentesænkning oppe, er ikke kun den bremse på økonomien, som følger i kølvandet på de markant højere korte renter. Også det ændrede risikobillede for banksektoren, hvor der ses stramning af kreditvilkårene, forventes at betyde en ekstra bremse på økonomien.

Så vejen er stadig klargjort for den første rentesænkning fra FED i denne rentecyklus hen over eftersommeren. Og historisk har slutningen på en periode med renteforhøjelser været rigtig godt for aktiemarkederne, fordi det er blevet set som forberedelse til en periode med faldende korte renter og dermed en ny stimulans til økonomien.

Så lige nu og her, ser det fortsat godt ud for aktiemarkederne. Også det tekniske billede understøtter fortsatte kursstigninger på aktiemarkedet herfra, som det fremgår kursgrafen med teknisk analyse på ugebrev.dk.

Èn ting er dog meget vigtig at bemærke. Data for det fortsat positive arbejdsmarked er baseret på historisk data, og det er velkendt, at arbejdsløsheden er en såkaldt lagging indikator, som viser, hvad der tidligere er sket. Velkendt er det også, at virksomheder først for alvor begynder at fyre folk, når man er langt inde i en økonomisk afmatning.

Til gengæld er de seneste data for erhvervstilliden i serviceindustrien en ledende indikator, der siger noget om, hvordan virksomhederne ser fremtiden. Og her kan man ikke komme udenom, at ISM-målingerne nu peger ned ad bakke.

Erhvervstilliden i fremstillingsindustrien har i flere måneder indikeret opbremsning. Det nye er, at også serviceindustrien ser ud til at bremse op. Omfanget af nye ordrer i serviceindustrien er stort set stagnerede, lageropbygningen voksende, ordrebogen blev mindre og ordreindgangen til eksport dykkede kraftigt.

Disse delindikatorer peger fremad, og når de slår igennem på selve produktionen, så begynder det også at påvirke beskæftigelsen negativt.

Der er imidlertid et stort ”men”. Den tilsvarende måling af erhvervstilliden i USA’s serviceindustri fra S&P Global (link-https://www.pmi.spglobal.com/Public/Home/PressRelease/c9479e7315af4c8e98992177848e5ba1 ) viser en markant øgning af aktiviteten. Så de to toneangivende ledende indikatorer peger i hver sin retning, og derfor er det indtil videre en black box, hvor økonomien står lige nu.

At amerikansk økonomi er på vej ned i gear, er der dog ingen tvivl om: For det første fortæller rentemarkederne en klar og entydig historie. Den tiårige amerikanske statsrente er på en måned dykket fra 4,1 procent til 3,3 procent.  Og BNP-indikatoren fra Atlanta Fed, som er baseret på hårde nøgletal, er den seneste måned styrtdykket fra en forventet Q1-vækst på 3,5 procent til 1,7 procent.

Det store spørgsmål er nu, om USA’s økonomi nu blot finde en lavere leje, uden en dyb recession, hvor FED kan nedsætte de korte renter stille og roligt. Det vil løfte aktiemarkederne.

Eller om opbremsnings-signalerne de seneste 2-3 uger blot er starten på en dybere økonomisk recession. Det vil ramme de cykliske sektorer, som industri, transport, cyklisk forbrug og banker. Vi forventer vinderne bliver stabile sektorer, herunder forsikring, tech og health care.

Men vi ved altså ikke klart endnu, hvilke af de to scenarier, der vil udspille sig de næste måneder.

På det danske aktiemarked var vinderne blandt de store aktier især at finde i mere stabile sektorer, blandt andet Royal Unibrew, ISS, Coloplast, Carlsberg, Demant og Ambu. Da det danske aktiemarked holdt lukket fredag, hvor de amerikanske jobtal kom, er det muligt, at de cykliske aktier vil præstere et comeback ved åbningen tirsdag. I den forgangne uge var der store minusser til cykliske aktier som DS Norden, Torm, DSV og  Rockwool.

Et særligt kapital for tiden er bankaktierne, som fortsætter med at sive. Sektoren er fortsat præget af et ændret risikobillede, og eksempelvis de amerikanske regionalbankaktier ligger fortsat underdrevet, efter kursfaldet i kølvandet på krakket i Silicon Valley Bank, og investorerne kræver fortsat forhøjede risikopræmier på bankaktier.

Se også analysen af de største risikofaktorer for de danske bankaktier i den kommende udgave af ØU Finans og ØU Formue.

Seneste indlæg

09/04/2023
Langers Skarpe: Det ligner stadig en Goldilock på aktiemarkedet
I gennemgangen af udsigterne for aktiemarkedet for en uge side, skrev jeg, at det begyndte at ligne en Goldilock-situation. Altså hvor det makroøkonomiske billede …
25/03/2023
Langers Skarpe – Hvad tror du mest på: Pest eller kolera?
Signalerne på finansmarkedet har på få uger udviklet sig total kaotisk og modstridende: Den amerikanske centralbank har blikket stift rettet mod bekæmpelse af inflationen, …
11/03/2023
Langers Skarpe – Bankstress rammer aktiemarkederne med en forhammer
Hidtil har der ikke været store negative effekter på de finansielle virksomheder af de stigende obligationsrenter. Men det skete i den grad torsdag og …
04/03/2023
Langers Skarpe – Har jeg fuldstændig fejllæst markedet?
Svaret på dette lidt selvdestruerende spørgsmål er: ja, i hvert fald siden jeg skrev min aktiekommentar for en uge siden. Med de stigende renter …
25/02/2023
Langers Skarpe – Så kom inflationsfrygten for alvor tilbage
Vi skrev allerede for en uge siden på denne plads, at aktiemarkederne igen var på vej mod mere turbulente tider. Inflationen tikker uden tvivl …
18/02/2023
Langers Skarpe – Finansmarkederne på vej ud i ny turbulens
Signalerne, der har styret finansmarkederne de seneste måneder, er nu under hastig forandring. Konsensus har været, at inflationen var på vej ned, og at …