Langers Skarpe – Er det her optakten til en dramatisk økonomisk nedtur?

lørdag 24. september 2022 kl. 11:42
af Aktieugebrevet Invest

Umiddelbart er aktierne nu så billige, at det burde udløse en positiv korrektion op. Men det ser ikke ud til at ske. I virkeligheden er udviklingen på aktiemarkederne de seneste uger dybt bekymrende. Sammen med andre negative signaler kan den indikere, at vi står foran en flerårig makroøkonomisk nedtur af historiske dimensioner, som på grund af en enorm formuedestruktion bliver selvforstærkende, skriver chefredaktør Morten W. Langer i denne kommentar. 

I Økonomisk Ugebrevs analyser har vi tidligere lænet os meget op ad, at inflationsforventningerne under overfladen var på vej ned, og at det ville få centralbankerne til at droppe de aktuelt meget aggressive meldinger om fortsatte renteforhøjelser det næste år. Det ville give mere ro på aktiemarkedet, fordi det ville mindske sandsynligheden for en økonomisk recession og fortsat pres på de dyreste høj-p/e-papirer.

Men de finansielle markeder vurderer tilsyneladende nu, at løbet er kørt. Altså at skaden er sket, og at vi står foran en dyb recession med destruktion af enorme værdier. Ikke kun på aktiemarkedet, obligationsmarkedet og på erhvervsobligationer. Men også på ejendomsmarkedet og på markedet for private ejerboliger.

Købere melder pas

Man skal ikke kigge langt for at kunne se, hvad der er på vej:  I det nordkøbenhavnske er salget af dyrere boliger gået fuldstændig i stå, også selvom mange af de dyreste villaer til 20-30 mio. kr. allerede er sat meget ned i pris. Køberne holder sig simpelthen væk, enten fordi de godt ved, at boligpriserne er på vej ned, eller også fordi de alligevel ikke skal købe ejerbolig med de markant stigende boliglånerenter og el- og opvarmningsudgifter.  

Vores bud er, at dyre ejerlejligheder i København og millionvillaer i Nordkøbenhavn står foran et prisfald på mindst 30-40 pct. det næste år.  

I virkeligheden kan vi meget vel stå foran et privatøkonomisk og samfundsøkonomisk blodbad, som vi ikke har oplevet i årtier. Nej, jeg maler ikke fanden på væggen. Se blot på de ekstra omkostninger, som mange almindelige boligejere står overfor. Eksempelvis hvis de har F1-lån, der bliver fornyet til nytår. De effektive renter stiger fra ca. 0 pct. til knap 3 pct. Med et realkreditlån på 5 mio. kr. betyder det, at bruttoydelsen stiger knap 13.000 kr. om måneden. Ja, det er mange penge, også efter skat.

Læg hertil øgede energi- og elpriser, som hen over vinteren kan komme til at koste rigtig dyrt. Indtil videre har vi ikke betalt de højere priser for opvarmning, men mest kun til varmt vand. Når det bliver rigtig koldt, kommer varmeregningen til at eksplodere, hvis man opvarmer med naturgas, el eller fjernvarme, som er drevet af naturgas eller andre brændsler, som også er steget i pris.   

Det er ikke overraskende, at de seneste data for danskernes forbrugertillid, som kom forleden, er de laveste i årtier. Og det er også tankevækkende, at Nationalbanken i sin nye prognose for dansk økonomi nu varsler minusvækst næste år. Det er vist ikke set før med undtagelse af under den ekstraordinære corona-nedlukning.

Nationalbanken er altid forsigtig i sine udmeldinger, fordi centralbanken ikke vil være med til at vælte læsset gennem en psykologisk påvirkning af forbrugerne og erhvervslivet. Så det er Nationalbankens overordnede signal, man skal lægge mærke til. Budskabet til danskerne lyder: Nu skal I forberede jer på sværere tider.   

Advarsel fra aktiemarkedet

Et af de bedste signaler på, hvad der ligger forude, er dog udviklingen på aktiemarkedet, som er en af de bedste diskonteringsmekanismer for den makroøkonomiske udvikling. Herfra lyder nu et rungende: Pas på, det bliver grimt.

Vi har de seneste måneder været optimistiske omkring aktierne. Men vi må erkende, at det begynder at se meget sort ud. Og det er ikke en løsrevet historie, at aktierne falder i værdi. Det passer rigtig godt sammen med, at privatforbruget kommer til at styrtdykke, at virksomhedernes salg falder, og at deres nyinvesteringer skrues ned til et minimum.

Med stor sandsynlighed er det også dette billede, de professionelle investorer ser: Hvis de var positive omkring de makroøkonomiske udsigter, var de kommet på banen nu som store købere af aktier. 

Det overraskende er, at aktieanalytikerne fortsat forventer solide overskud i de børsnoterede selskaber i de regnskaber, som snart begynder at tikke ind fra tredje kvartal. Disse regnskaber kan blive en ekstremt vigtig lakmusprøve på, hvad der ligger forude.

Morten W. Langer

Seneste indlæg

11/03/2023
Langers Skarpe – Bankstress rammer aktiemarkederne med en forhammer
Hidtil har der ikke været store negative effekter på de finansielle virksomheder af de stigende obligationsrenter. Men det skete i den grad torsdag og …
04/03/2023
Langers Skarpe – Har jeg fuldstændig fejllæst markedet?
Svaret på dette lidt selvdestruerende spørgsmål er: ja, i hvert fald siden jeg skrev min aktiekommentar for en uge siden. Med de stigende renter …
25/02/2023
Langers Skarpe – Så kom inflationsfrygten for alvor tilbage
Vi skrev allerede for en uge siden på denne plads, at aktiemarkederne igen var på vej mod mere turbulente tider. Inflationen tikker uden tvivl …
18/02/2023
Langers Skarpe – Finansmarkederne på vej ud i ny turbulens
Signalerne, der har styret finansmarkederne de seneste måneder, er nu under hastig forandring. Konsensus har været, at inflationen var på vej ned, og at …
11/02/2023
Langers Skarpe – Risikoindikatorer skifter fra grønt til gult
Aktiemarkederne er tydeligvis udmattede efter en hæsblæsende januar med solide kursstig­ninger. I første omgang opfatter vi det kun som gevinsthjemtagning hos de investorer, som …
04/02/2023
Langers Skarpe – Efter aktiefest: Maven siger sælg, hovedet siger behold
Januar sluttede med en buldrende aktiefest for cykliske aktier og vækstaktier, især tech. Med de seneste meldinger fra centralbankerne ligger det fast, at der …