Langers Skarpe: ”Har aktierne nu endelig fundet bunden?” Forkert spørgsmål

søndag 17. juli 2022 kl. 15:38
af Aktieugebrevet Invest

De fleste investorer er mest optaget af ét spørgsmål. Nemlig: har aktiemarkederne funden bunden. Eller skal de endnu længere ned. Vi mener, at det er det forkerte spørgsmål at stille.

Hvorfor? Fordi der for tiden er nogle meget stærke drivkræfter på aktiemarkedet, som trækker ned i visse sektoraktier, men som trækker op i andre sektoraktier. Med andre ord skal man ikke kigge på aktiemarkedet som én samlet organisme, som kører op eller ned.

Man skal være meget opmærksom på de forskellige modsatrettede drivkræfter, som efter vores vurdering kommer til at sætte dagsordenen på aktiemarkedet de næste måneder. Vi har været lidt inde på det tidligere: nemlig at de øgede risici for en recession meget vel kan trække de konjunkturfølsomme aktier en del mere ned. Det drejer sig om forbrugsaktier, transport, banker og byggeri og byggematerialer.

Til gengæld ser vi en ny positiv historie for de aktier, som især er blevet sat ned i kølvandet på inflationsfrygt og stigende renter. Efter inflationsforventningerne nu igen er faldende, er renterne fulgt med ned. Og det har give ny luft til tech, biotech og health care. Vi tror, at der er her man skal være de næste måneder.

I et marked, som det aktuelle, er det ekstremt vigtigt at søge af afkode markedets egne signaler. De makroøkonomiske signaler peger i retning af en recession. Og da aktiemarkedet normalt er 6-9 måneder foran den økonomiske virkelighed, vi kan se i nøgletallene, kan det allerede være indarbejdet i de aktuelle værdiansættelser.

Den store joker- og usikkerhed – i dette spil, er, at analytikerne fortsat tror på overskudsfremgang i de store børsnoterede selskaber. Det virker som gambling i en tid, hvor økonomien bremser op, med stigende pres på selskabernes overskud fra stigende inputpriser og propper i logistikkæderne.

Derfor bliver de kommende Q2-regnskaber også helt afgørende, og især ledelsernes syn på Q3 og Q4 for udviklingen på aktiemarkedet. Som det fremgår af denne analyse af de 35 første S&P 500-regnskaber, har selskaberne generelt overrasket positivt. Bag den positive overraskelse er også, at analytikerne de seneste uger allerede har nedjusteret deres forventninger til selskabernes Q2-regnskaber.

I første omgang har vi fokus på det tekniske billede: Ud fra teknikken er det for tidligt at konkludere, om de seneste markedsstigninger blot er endnu et bear market rally, hvor stigningerne snart bliver afløst af endnu dybere kursfald. Eller om det kun kommer til at gå op herfra.

                Vores læsning af markedet peger i retning af, at tech, biotech og health care nu har dannet en endelig bund, og at der er stor sandsynlighed for forsigtige stigninger herfra. Vi har kigget på de amerikanske sektorindeks, fordi de normalt også er retningsgivende for de europæiske aktier.

Som det fremgår af denne grafik (link- https://ugebrev.dk/flashnews/nasdaq-nu-giver-amerikansk-tech-klart-koebssignal-igen/) har det amerikanske Nasdaq 100 indeks, som består af de store tech aktier, klaret skærene flot gennem to måneder. Vi ser solide indikationer på, at de amerikanske techaktier nu har dannet en bund. Det understøttes også af, at dette techindeks er brudt op gennem loftet i den faldende trendkanal.

Logikken bag denne bedre-performance end det generelle aktiemarked er, at tech-aktierne nærmest per definition er vækstaktier, som nu kan købes til fornuftige værdiansættelser. Og der er ikke grund til at tro, at de kommer til at skuffe stort på deres overskudsudvikling. Tværtimod kan en recessions-lignende makroøkonomi give yderligere vind i sejlene til den digitale netværksøkonomi.

For health care og biotech er historien næsten den samme. Healthcare selskaberne er typisk slet ikke konjunkturfølsomme, og værdiansættelserne er typisk langt mere rimeligt end for et år siden. Så disse sektoraktier kan også blive et safe heaven for investorerne, i en tid, hvor de konjunturfølsomme aktier får tæsk.

For amerikansk biotech må man bare sige, at over halvandet års kursfald nu er afsluttet, efter at blandt biotekindeks BTK.x er steget tyve procent de seneste uger, med brud op gennem 50 dages glidende gennemsnit. Også dette understøtter historien om, at aktiemarkedet, set gennem selektive briller, nu byder på historiske købsmuligheder.

I Økonomisk Ugebrevs Portefølje – og dermed i investeringsfonden ØU Invest Balance (tidligere Aktieugebrevet Investor) har vi senest positioneret os yderligere mod tech og biotech. Nogle læsere har undret sig over, at vi fortsat har en lille post i SAS, som dog er steget over 30 procent den seneste uge.

Vi gennemgår i en detaljeret analyse på ugebrev.dk, hvorfor vi ser positivt på SAS-aktien på 1-3 måneders sigt. Men vi understreger også, at slutspillet stadig godt kan blive, at SAS-aktien ender næsten værdiløs på grund af en gigantisk udvanding ved en store aktiekapitaludvidelse.

Seneste indlæg

17/07/2022
Langers Skarpe: ”Har aktierne nu endelig fundet bunden?” Forkert spørgsmål
De fleste investorer er mest optaget af ét spørgsmål. Nemlig: har aktiemarkederne funden bunden. Eller skal de endnu længere ned. Vi mener, at det …
02/07/2022
Langers Skarpe: Recessionen en realitet, men nogle aktier vil stige
Over de seneste uger har vi fået bekræftet det billede, vi et stykke tid har tegnet: Nemlig at det største opmærksomhedspunkt ikke længere er …
25/06/2022
Langers Skarpe: Derfor tror vi nu på et stærkt langsigtet aktierally
I de ugentlige analyser af aktiestrategi har vi et stykke tid fokuseret på, at alene markedsforventningerne om stigende centralbankrenter allerede har haft en negativ …
18/06/2022
Langers Skarpe: Aktierally forude? Se de vigtige pejlemærker
Vi har gennem de seneste uger været gennem et veritabelt stormvejr på aktiemarkederne. Særligt i den forgangne uge gik det helt galt. Mange aktier …
12/06/2022
Langers Skarpe: Så fik aktierne igen hug. Men var det overdreven panik?
Det har godt nok været nogle hårde dage på de vestlige aktiemarkeder. Først kom den europæiske centralbanks fordame Lagarde med en rentemelding, som tog …
05/06/2022
Langers Skarpe: Dårlige nyheder er blevet til gode nyheder
I både USA og Europa begynder vi nu at se tendenser til opbremsning i samfundsøkonomierne, og tilliden blandt forbrugerne og i erhvervslivet er klart …