Langers Skarpe – På vej mod en fremragende regnskabssæson

lørdag 22. april 2023 kl. 12:30
af Aktieugebrevet Invest

Her kan du tilmelde dig Økonomisk Ugebrevs gratis nyhedsbreve om:

Aktieinvestering, Finansiel virksomhed, Ledelse & Strategi, Samfundsansvar og Bestyrelsesarbejde

___________________________________________________________________

Især de amerikanske Q1-regnskaber er nu begyndt at komme i en lind strøm, og det tegner indtil videre meget positivt.

Af de 88 S&P 500-selskaber, der hidtil har leveret regnskab for årets første kvartal, har 76 procent af dem været bedre, end analytikerne havde forventet. Kun 19 procent har skuffet med hovedvægt på industri og finans, viser data fra analysehuset Refinitiv.

En vigtig forklaring på de positive overraskelser i forhold til analytikernes forventninger er, at analytikerne allerede havde nedjusteret deres forventninger til Q1-resultaterne ganske markant. Eksempelvis er den gennemsnitlige eps-overskudsforventning til tech-selskaberne minus 14 procent, altså et overskudsfald i forhold til samme kvartal sidste år.

Tilsvarende gælder, at forventningerne til health care selskaberne er minus 19 procent og stabile forbrugsvarer minus fire procent. De positive overraskelser skal altså ses i forhold til allerede nedjusterede forventninger. Modsat har analytikerne allerede positive forventninger til finans og industri, hvor der altså skal mere til for at give en positiv overraskelse.

Når vi fokuserer meget på den amerikanske regnskabssæson, er det fordi, det amerikanske aktiemarked som regel også sætter stemningen på det europæiske aktiemarked. Og det tror vi også vil ske denne gang.

For de europæiske aktier i Stoxx 600 indeks, som også omfatter de danske C25-aktier, er billedet lidt mere mudret. Endnu har ikke så mange selskaber leveret Q1-regnskab. Men her er analytikernes forventninger også generelt mere afdæmpede. Aktuelt er der kun positive forventninger til finans og tech. Analytikerne har nedjusteret deres forventninger til et eps-fald på otte procent i health care og industri til minus 14 procent.

Samlet set forventer analytikerne, at de danske C25-selskaber leverer en lille fremgang på nogle procent i eps-overskud i forhold til samme kvartal sidste år.  Altså på ingen måde en fest, men med store forskelle mellem de enkelte selskaber.

I denne uge begynder de danske C25-selskaberfor alvor at levere Q1-regnskaber: Topdanmark kommer med regnskab på tirsdag, hvor analytikerne, ifølge Refinitiv, forventer overskudsvækst til 3,8 kr. per aktier fra 1,3 kr. samme kvartal sidste år, altså 192 procents fremgang, især drevet af bedre finansposter.

Onsdag kommer regnskab fra Novozymes, hvor der ses fald i eps-overskuddet til 2,84 kr. mod 2,98 kr. En tilbagegang på knap fem procent. Og Ringkjøbing Landbo Bank ventes at levere fremgang på 21 procent til 15,3 kr. per aktie.

Torsdag er der regnskaber fra DSV, hvor analytikerne forventer et eps-overskud på 13,7 mod 20 samme kvartal sidste år, et dyk på over 30 procent. Og fredag kommer regnskab fra Danske Bank, hvor forventningen er 5,5 kr. overskud per aktie, mod 3,2 kr. sidste år, en fremgang på over 70 procent. Bankens egne indsamlede estimater viser et forventet eps-overskud på 4,8 kr. med en bundlinje på 4,1 mia. kr. i første kvartal.

Omkring det overordnede aktiemarked ser vi fortsat en god mulighed for, at en Goldilock situation kan løfte aktiemarkederne frem sammen med positive Q1-regnskaber. De forskellige nøgletal for den økonomiske vækst peger forsat i alle mulige retninger med to hovedscenarier, nemlig dels en stabil makroøkonomi med en accelererende vækst, eller dels en moderat til dyb recession. Flere af de ledende indikatorer peger markant nedad, mens andre peger på fremgang. Det er et ekstremt polariseret billede.

Markedsstemningen kan altså vælge at tro på begge veje, og det kan også være det, der udløser den næste store nedtur. Vi forventer, at der skal hårde nøgletal til, for at markedet vælger at tro på den dybe recession, og det er ikke der, vi er lige nu.

På det danske aktiemarked var der ikke den store systematik i, hvem der var vindere og tabere: Særligt klarede de defensive papirer sig godt, hvilket afspejler den snigende frygt for en recession senere på året. Vinderne var blandt andet Lundbeck, Chr. Hansen, Tryg, Ambu og Novozymes.

Men der var også flere outsidere, der klarede sig godt: HusCompagniet, TCM og SAS, hvor vi vurderer, at det skandinaviske flyselskabs økonomiske position er markant bedre end ledelsen fortæller.

Vi ser det som sandsynligt, at SAS kan nøjes med en mindre kapitalforhøjelse end de 9,5 mia. SEK, der er varslet, og konverteringen af gæld for 20 mia. SEK er for over halvdelen af beløbet allerede sikret af den svenske, danske og norske stat.

Morten W. Langer

Seneste indlæg

22/04/2023
Langers Skarpe – På vej mod en fremragende regnskabssæson
Her kan du tilmelde dig Økonomisk Ugebrevs gratis nyhedsbreve om: Aktieinvestering, Finansiel virksomhed, Ledelse & Strategi, Samfundsansvar og Bestyrelsesarbejde ___________________________________________________________________ Især de amerikanske Q1-regnskaber …
15/04/2023
Langers Skarpe – Storinvestorers risikovillighed nu årets højeste
Her kan du tilmelde dig Økonomisk Ugebrevs gratis nyhedsbreve om: Aktieinvestering, Finansiel virksomhed, Ledelse & Strategi, Samfundsansvar og Bestyrelsesarbejde ___________________________________________________________________ Det har været en …
13/04/2023
Langers Skarpe: Derfor køber jeg nu et slat SAS-aktier
Ifølge medieforlydende er SAS på vej til at blive taget af børsen, antageligt efter at nogle store institutionelle investorer og den danske stat overtager …
09/04/2023
Langers Skarpe: Det ligner stadig en Goldilock på aktiemarkedet
I gennemgangen af udsigterne for aktiemarkedet for en uge side, skrev jeg, at det begyndte at ligne en Goldilock-situation. Altså hvor det makroøkonomiske billede …
25/03/2023
Langers Skarpe – Hvad tror du mest på: Pest eller kolera?
Signalerne på finansmarkedet har på få uger udviklet sig total kaotisk og modstridende: Den amerikanske centralbank har blikket stift rettet mod bekæmpelse af inflationen, …
11/03/2023
Langers Skarpe – Bankstress rammer aktiemarkederne med en forhammer
Hidtil har der ikke været store negative effekter på de finansielle virksomheder af de stigende obligationsrenter. Men det skete i den grad torsdag og …