Langers Skarpe: Ukraine-krisen er kun lige startet, men usikkerheden lavere

lørdag 26. februar 2022 kl. 15:34
af Aktieugebrevet Invest

Aktiemarkederne har de seneste dage stort set neutraliseret de kæmpe kursfald, som satte ind i starten af ugen, da russiske tropper gik ind i Ukraine. Markedets meget positive reaktion de seneste dage er både overraskende og ikkeoverraskende. Overraskende: Fordi russiske og ukrainske tropper – i skrivende stund – kæmper om hovedstaden Kiev, og hvor Ukraine tilsyneladende formår at yde massiv modstand.

Det synes at være en eskalering. Som bekendt har EU og USA også indført sanktioner mod Rusland, og mere er på vej, og det kan også ramme europæisk økonomi. Grundlæggende tror vi ikke på, at markederne har rystet den russiske aggression overfor Ukraine af sig, og der er næppe stor sandsynlighed for, at Putin lige foreløbig vælger at trække sin tropper ud, fordi han så ville tabe ansigt. Men det er også klart, at presset på Putin er stigende.

Et scenarie er, at han bliver væltet som politisk leder, men der skal vi længere frem. Hvis kritikken fra almindelige russere eskalerer yderligere gennem demonstrationer, og hvis der kommer mange døde russiske soldater hjem i ligposer, kan folkestemningen hurtigt vende. Allerede i dag ser mange russere Ukraine som en nær ven, og derfor er der udbredt skepsis overfor angrebet. Også oligarkernes indfrysning af deres finanser og manglende muligheder for at gøre forretninger med vesten, kan betyde, at de vender sig mod Putin.

Med de stærke kursstigninger på aktiemarkederne torsdag og fredag forventer vi, at vi er tæt på toppen af den positive korrektion. Faktisk har markederne næsten indhentet hele tabet fra ugens første dage. Men hvis krigen ændrer markant karakter, med mere direkte militære konfrontationer, mange civile tab, og mere hårdhændet russisk brug af hardware militærkraft vil det ændre hele billedet.

Indtil videre ser Ukraine ud til at kunne yde en vis modstand. Men det er ikke sikkert, at Putin har tålmodighed til at se på det særligt længe, og hvad er det egentlig han vil? Ikke overraskende: Fordi kursreaktionen faktisk ligner det mønster markederne ofte følger efter stor geopolitiske chockbegivenheder, og hvor den umiddelbare begivenhed giver anledning til store kursfald på aktiemarkedet, på grund af usikkerhed om, hvad der kommer lige om hjørnet. Men grundlæggende er der ingen grund til at tro, at Vesten vælger at involvere sig i krigen.

Markederne har nu fået en fornemmelse af, hvad denne krig går ud på, og det tolkes tilsyneladende som om, at de umiddelbare økonomiske konsekvenser er overskuelige. I hvert fald er oliepriserne faldet tilbage til niveauet før det russiske angreb, og råvarepriserne har også stabiliseret sig. Vi følger begivenhederne på tv-kanalen france24. com, og det må anbefales, hvis man som investor ønsker at være opdateret. I første omgang har markederne set, hvad der sker, og usikkerheden er i første omgang aftagende, fordi krigen indtil videre har en karakter, hvor der ikke er store civile og næppe heller militære ofre.

Men det kan komme, og så er det en helt anden historie. Hvis vi skulle se, at Ukraine situationen på en eller anden måde løser sig, hvad vi ikke tror på, så ligger inflationen og de stigende centralbankrenter stadig i baggrunden og lurer. Rentemarkedets forventninger til forhøjelser af den korte rente er stort set uændret, når det gælder den amerikanske centralbank.

Forventningerne er en lille smule nedtonet, men ikke afgørende. Vi kan ikke udelukke, at buy-the-dip køberne styrer aktiemarkederne lidt højere op i starten af næste uge. Men det skal efter vores vurdering ses som en mulighed for at reducere risikoen i aktieporteføljen. I Økonomisk Ugebrevs Portefølje har vi 90 procent af kapitalen i spil, men vi har også 10 procent af kapitalen i afdækningspositioner, i form af ETF’er i shortDAX og i guld. Det betyder, at vi har en nettoeksponering mod aktiemarkedet på 70 procent.

Vi vil i denne uge overveje at reducere nettoeksponeringen yderligere til 50-60 procent, fordi vi forventer, at markederne skal længere ned, før de skal op. Vores balancerede tilgang betyder, at Porteføljen og investeringsfonden ligger helt i front blandt de 60 investeringsforeninger med danske aktier. Men vi overvejer også anvende nye generelle kursfald til at omrokere i porteføljen, fordi vi efterhånden ser gode købsmuligheder i aktier, som vi tidligere har anset for at være for dyre, men som har været udsat for større kursfald. Så vi vil altså også anvende de nye muligheder til at komponere en portefølje, som er parat til at høste de helt store gevinster, når aktiemarkederne vender.

Seneste indlæg

27/03/2022
Langers Skarpe: Imponerende styrke i aktiemarkedet. Men holder det?
Aktiemarkederne holder stand, og det er i virkeligheden dybt imponerende, da advarselssignalerne fortsat står i kø. Hvis vi forholder os til de fundamentale forhold, …
20/03/2022
Langers Skarpe: Gambling på fredsaftale og centralbank-redning
Den første rigtige krig i Europa siden 2. verdenskrig er fortsat i fuld gang i Ukraine, og vi ved grundlæggende ikke, hvordan tingene vil …
15/03/2022
Langers Skarpe, Investorfokus skifter fra Ukraine til inflation og renter
Aktiemarkederne har den seneste uge været præget af et stort skifte i investorernes syn på, hvad der er de afgørende drivkræfter. Indtil for en …
26/02/2022
Langers Skarpe: Ukraine-krisen er kun lige startet, men usikkerheden lavere
Aktiemarkederne har de seneste dage stort set neutraliseret de kæmpe kursfald, som satte ind i starten af ugen, da russiske tropper gik ind i …
19/02/2022
Langers Skarpe. Af med skyklapperne: Nu ligner det optræk til noget grimt.
Fredagens lukkekurser kan blive et af de vigtigste signaler i år: De toneangivende indeks, altså den tyske Dax future og den amerikanske S&P future, …
12/02/2022
Langers Skarpe: Aktie-uroen er på vej tilbage: Fokusér på sektorer
Fredag aften efter dansk lukketid begyndte de amerikanske aktier for alvor at vende nedad igen. Ugen har ellers været præget af en dans på …