Langers Skarpe: Aktie-uroen er på vej tilbage: Fokusér på sektorer

lørdag 12. februar 2022 kl. 17:14
af Aktieugebrevet Invest

Fredag aften efter dansk lukketid begyndte de amerikanske aktier for alvor at vende nedad igen. Ugen har ellers været præget af en dans på stedet, efter de skuffende amerikanske data for forbrugerpriser (CPI), som har sparket renteforventningerne endnu et nøk op. Skal vi tolke på kursmønsteret på det amerikanske aktiemarked efter dansk lukketid, ser billedet sådan ud: Olie, energi, guld og råvarer klarede sig flot. Tech og konjunkturfølsomme aktier fik store hug.

Det styrende teknologi indeks for halvledere (sox) blev sendt hele 5 procent ned og sluttede dagen langt under 200 dages glidende gennemsnit, og Dow Transportation indeks dykkede 2,5 procent og brød også markant ned gennem det lange 200 dages glidende gennemsnit. Når de brede indeks, eksempelvis S&P 500, kun dykkede 2 procent var det i høj grad på grund af plusser til energi, råvarer, olie og forsyning.

Midt i den negative afslutning fredag aften, klarede de amerikanske biotekaktier sig faktisk ganske godt, og det sammen var tilfældet for drugs og health care. De seneste uger har vi set gode forsøg på, at aktiemarkedet var på vej mod en mulig stabilisering. Der har været tendens til en sektorrotation fra obligationer over mod aktier, alene af den årsag at obligationskurserne styrtdykker, og så søger de store investorer selvfølgelig andre placeringsmuligheder. Aner de en top i obligationsrenterne, vil trafikken selvfølgelig gå modsat.

Vi kan ikke udelukke, at denne rotation vinder yderligere styrke. Men helt kortsigtet ser det hele ret negativt ud. Det betyder dog ikke, at man skal smide alle aktier, for der er fortsat attraktive sektorer, fx energi, råvarer og guld, og der er også nogle af de allerstærkeste vækstpapirer, som efterhånden er blevet sat for meget ned.

I Økonomisk Ugebrevs Portefølje er vi over de seneste uger begyndt at supplere lidt op i ChemoMetec og Genmab, for at nævne nogle eksempler. Vi anerkender, at disse aktier meget vel kan blive sat endnu længere ned. Men ved trinvise mindre opkøb får vi glattet den gennemsnitlige købspris ud, så vi tager delvist højde for, at aktiemarkedet nok ikke har set den store bund endnu.

Vi mener ikke, at markedet har taget højde for, at der sandsynligvis kommer 3-4 renteforhøjelser fra den amerikanske centralbank frem mod denne sommer. Den bedste redning ville være, at de økonomiske vækst og inflationen start begynder at tone af. Fordi det vil kunne give aktiemarkederne et gevaldigt løft.

Nu er Økonomisk Ugebrevs investeringsfond parat til at gå i luften i ny udklædning. Vi har tidligere fortalt om, at Økonomisk Ugebrevs investeringsfond, som nu ændrer navn til ØU Invest Danske Aktier, er under forandring. Den korte version er, at vi skifter fra at være en AIF til at være en almindelig investeringsforening. Det betyder for det første, at mindste investering reduceres fra en beløb på 750.000 kr. til 50.000 kr. For det andet bliver det muligt at handle hver dag mod tidligere én gang om måneden. Og for det tredje sættes administrationsomkostningerne ned. Det har været en rigtig lang proces med denne omstilling. FundMarket overtager administrationen, og selve investeringsrådgivningen kommer til at ligge i ØU Capital, der er et datterselskab til Økonomisk Ugebrev.

Investeringsrådgivningsselskabet har fået tidligere skatteminister og adm. direktør Carsten Koch som bestyrelsesformand. Yderligere oplysninger om fonden kan fås ved at sende en mail til investor relation manager Niklaus Sonne på nbs@ugebrev.dk eller Morten W. Langer på mwl@ugebrev.dk. Vi har allerede fået en stor gruppe nye medinvestorer, som venter på at komme ind i den nye fondsstruktur. Dem håber vi på at kunne betjene indenfor de næste uger.

Fonden ligger fortsat ganske godt i 2022 med et afkast på minus 5,0 procent mod Copenhagen Benchmark indeks på minus 10,1 procent, og C25 indeks ligger på minus 12 procent. I den igangværende regnskabssæson har der tillige været plads til positive overraskelser: Blandt ugens største kursstigninger finder vi Rockwool, DS Norden, Pandora, Danske Bank og Torm, samt bankerne, der samlet set skubbes frem at de stigende renteforventninger. Foreløbig har regnskabssæsonen for 4. kvartal været overraskende stærk.

Der har for de store europæiske selskaber i Stoxx 600 indeks (herunder dansk C25 indeks) været langt flere positive overraskelser end skuffelser. Særligt finans, teknologi og cykliske forbrugsvarer har overrasket positivt, men ud fra de aktuelle estimater fra analytikerne for 1. kvartal 2022 ser det ud til, at vi går et vanskeligere kvartal i møde. De ser fortsat solid fremgang i industri, men tilbagegang i teknologi og ikke-cykliske forbrugsvarer.

Morten W. Langer

Seneste indlæg

11/03/2023
Langers Skarpe – Bankstress rammer aktiemarkederne med en forhammer
Hidtil har der ikke været store negative effekter på de finansielle virksomheder af de stigende obligationsrenter. Men det skete i den grad torsdag og …
04/03/2023
Langers Skarpe – Har jeg fuldstændig fejllæst markedet?
Svaret på dette lidt selvdestruerende spørgsmål er: ja, i hvert fald siden jeg skrev min aktiekommentar for en uge siden. Med de stigende renter …
25/02/2023
Langers Skarpe – Så kom inflationsfrygten for alvor tilbage
Vi skrev allerede for en uge siden på denne plads, at aktiemarkederne igen var på vej mod mere turbulente tider. Inflationen tikker uden tvivl …
18/02/2023
Langers Skarpe – Finansmarkederne på vej ud i ny turbulens
Signalerne, der har styret finansmarkederne de seneste måneder, er nu under hastig forandring. Konsensus har været, at inflationen var på vej ned, og at …
11/02/2023
Langers Skarpe – Risikoindikatorer skifter fra grønt til gult
Aktiemarkederne er tydeligvis udmattede efter en hæsblæsende januar med solide kursstig­ninger. I første omgang opfatter vi det kun som gevinsthjemtagning hos de investorer, som …
04/02/2023
Langers Skarpe – Efter aktiefest: Maven siger sælg, hovedet siger behold
Januar sluttede med en buldrende aktiefest for cykliske aktier og vækstaktier, især tech. Med de seneste meldinger fra centralbankerne ligger det fast, at der …